J-DAG 2026 – juleøl og fest

J-DAG er den årlige fest, når Tuborgs Julebryg for det pågældende år bliver frigivet på markedet. Festen fejres rundt om i landet på barer, værtshuse og diskoteker, hvor "sneen falder" og den første julebryg skænkes kl. 20:59.

Hvornår er J-dag 2026?

J-dag 2026 er fredag d. 6. november kl. 20:59. Reglen er, at J-dag holdes den første fredag i november. Sådan har det ikke altid været: Da Tuborg lancerede J-dag i 1990, lå dagen den anden onsdag i november, og øllet kom først kl. 23:59. Det gav så mange trætte elever og medarbejdere dagen derpå, at J-dag fra 1999 blev flyttet til fredag – og i dag er udskænkningstidspunktet 20:59. Et enkelt år (2009) blev dagen prøvet af i slutningen af oktober, men siden 2010 har det været første fredag i november.

De kommende J-dage er:

  • 6. november 2026
  • 5. november 2027
  • 3. november 2028

Hvordan fejres J-dag?

Ligesom så mange andre højtideligheder herhjemme fejres J-dag med fest – og selvfølgelig juleøl fra Tuborg. Tuborgs blå julenisser kører rundt til udvalgte barer og deler julebryg og nissehuer ud, og mange steder giver barer, diskoteker og restauranter gode tilbud på juleøl i perioden. Andre bryggerier har efterhånden også taget dagen til sig, så det i dag mere er starten på hele juleølssæsonen end kun Tuborgs.

Husk at tage hjem på en ordentlig måde: Der er typisk ekstra togdrift og natteravne på gaden, og politiet laver ofte ekstra kontroller i trafikken på J-dag.

Hvor kan jeg gå hen til J-dag?

Din lokale bodega, beværtning eller knejpe ved som regel, hvad der sker i byen på J-dag. Der er ofte også studenterarrangementer, for det er meget populært blandt studerende at fejre netop denne dag. En del restauranter fejrer også J-dag ved at begynde at servere julemad eller vintermad – kontakt eventuelt din nærmeste beværtning og hør, hvornår den fede mad kan akkompagnere den søde øl. Leder du efter flere juleøl at smage på, så se vores liste over de bedste juleøl 2026.

#jdag #juleøl